Rådhus. Det Ny Kastet, Thisted 2024
Kunstnersammenslutningen Jylland udstiller i Det gamle Rådhus i Thisted, som er tegnet af Gottlieb Bindesbøll. Kunstnerne går i dialog med Bindesbølls arkitektur og husets tidligere funktion som rådhus, arrest og sparekasse.
Gottlieb Bindesbøll, som er en af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter, er kendt for sin kosmopolitiske tilgang og unikke stil, der har inspireret generationer af kunstnere og arkitekter. Hans mest ikoniske værk, Thorvaldsens Museum, står som et symbol på hans æstetiske vision og genialitet.
Med udstillingen i Det Ny Kastet får Kunstnersammenslutningen Jylland mulighed for at udforske Bindesbølls arv gennem samtidskunstens optik i et møde mellem fortid og nutid. Kunstnerne interagerer på forskellig vis med rådhusets historie og Bindesbølls generelle virke som arkitekt, for eksempel hans brug af farver og fornemmelse for lysindfald.
Udstillingen ”Rådhus” er en del af sammenslutningens strategi om at bringe kunsten ud i nye geografiske og kulturelle sammenhænge. Kunstnersammenslutningen Jylland ønsker at udfordre konventionerne og skabe nye fortællinger, der både respekterer historien og åbner samtidskunstens muligheder.
Ved ferniseringen d. 22. marts holder Peter Thule Kristensen et foredrag om Gottlieb Bindesbøll. Peter Thule Kristensen er professor på Institut for Bygningskunst og Design ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og forfatter til bogen ”Gottlieb Bindesbøll”.
De deltagende kunstnere er: Jette Gejl, Camilla Nørgård, Peter Holm, Jesper Rasmussen, Lise Nørholm, Eva Öhrling, Nanna Starck, Marianne Hesselbjerg, Sonja Lillebæk Christensen, Jette Ellgaard, Henrik Menné, Marianne Jørgensen, Randi og Katrine, Erland Knudssøn Madsen, Kurt Tegtmeier, Anne Skole Overgaard, Michael Boelt Fischer, Bodil Nielsen, Klavs Weiss, Sophus Ejler Jepsen, Sys Hindsbo, Karin Lind og Claus Ejner.
Invitation til Fernisering 22. marts kl. 16–18. Kl. 17 holder Peter Thule Kristensen et foredrag om Bindesbøll.
Udstillingen er støttet af Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond